Min spæde start

Mit første minde med mad er fra da jeg var ca. 5 år gammel. Jeg sidder i min mormors køkken. Køkkenet med de lyseblå kakler og det grove plankegulv. Foran mig står en tallerken med en tyk skive hjemmebagt franskbrød med tilsvarende hjemmelavet jordbærmarmelade. Jeg sidder bare og kigger på den… noget generer mig. Jeg kigger indgående på tallerkenen. Det er bærrene. Jeg kan ikke overskue dem. Jeg tør ikke sige noget, for jeg ved, at mormor vil sige, at det er synd for alle de sultne børn, hvis jeg ikke spiser op. Hvad gør jeg så? Min bamse sidder med ved bordet. Jeppe, hedder han. Engang gav jeg ham resten af min Mariekiks, fordi den havde været på gulvet. Bærrene fra brødet kan jeg ikke give ham, det kan jeg godt regne ud. Jeg kan mærke knuden i halsen. Måske begynder jeg at græde… jeg savner egentlig også min mor. Men jeg VIL ikke græde. Morfar siger altid, at jeg tuder for et godt ord. Jeg vil helst have, at morfar taler med en glad stemme. Bærrene ligger stadig på maden. Jeg kigger ned på mine selebukser med den store lomme foran, og jeg laver en plan. Bamse kan ikke få bærrene, men i mine selebukser kan de godt være. Jeg tager dem en efter en og putter ned i lommen. Det sætter sig på mine fingre, og jeg prøver at slikke dem rene. Jeg kan høre skridt på gangen uden for køkkenet. Magda, pigen som altid hjælper mormor med at gøre rent, kommer ind og ser indgående på mig. Hun kigger på lommen på brystet af mig og slår omgående en latter op! Mormor skynder sig ud for at se, hvad der sker, og hun griner snart ligeså højt som Magda. Jeg griner også lidt, men ikke så meget… for jeg er både lettet, træt og lidt ked af det stadigvæk.

(Visited 739 times, 1 visits today)